Vores opgave
Vi måtte ikke kommunikere med hinanden undervejs. Vi havde cirka tre minutter til hver del, hvorefter papiret blev sendt videre til den næste person. På den måde byggede vi langsomt én samlet figur, uden at nogen vidste præcis, hvordan de andre havde tegnet deres del.
I denne opgave skulle vi lave en fælles tegning i en gruppe. Vi tog et stykke papir og foldede det i fire dele. Hver person i gruppen fik ansvaret for én del af figuren:
- Den første person tegnede hovedet.
- Den anden person tegnede overkroppen.
- Den tredje person tegnede arme og ben.
- Den sidste person skulle finde på et navn til personen, vi havde tegnet.
Min proces
Vi brugte meget simple værktøjer, nemlig blyanter og papir. Der var ikke nogen bestemt teori eller metode, vi skulle følge. I stedet brugte vi vores grundlæggende tegnefærdigheder og vores evne til at vurdere, hvordan vores del af tegningen kunne passe sammen med den næste persons.
En vigtig del af processen var, at vi skulle efterlade nogle guidelines på vores del af tegningen. Det gjorde det muligt for den næste person at se, hvor kroppen skulle fortsætte. For eksempel skulle hovedet forbindes med overkroppen, og overkroppen skulle passe nogenlunde sammen med benene.
Tidsbegrænsningen på cirka tre minutter gjorde også, at vi var nødt til at arbejde hurtigt og ikke bruge for meget tid på detaljer. Da vi ikke måtte kommunikere, kunne vi heller ikke spørge den næste person, hvad de havde tænkt sig at tegne.
Hvad fungerede godt?
Noget af det, der fungerede rigtig godt, var, at alle i gruppen huskede at efterlade guidelines til den næste person. Det gjorde processen meget lettere, fordi den næste person havde et udgangspunkt for at fortsætte tegningen.
Jeg synes også, at det var interessant at se, hvordan vores individuelle tegninger til sidst blev til én samlet person. Fordi vi ikke måtte kommunikere, havde vi ingen kontrol over, hvad den næste person ville gøre. Det betød, at resultatet blev mere uforudsigeligt, end hvis vi havde planlagt tegningen sammen.
Det var også positivt, at vi kunne løse opgaven uden at bruge nogen avancerede værktøjer eller teorier. Vi brugte bare blyanter, papir og vores egne tegnefærdigheder.
Hvad var svært?
Den største udfordring var størrelsen på tegningen. Vi startede med at tegne hovedet og overkroppen ret stort og bredt. Derfor blev der ikke nok plads til benene, da vi nåede til den sidste del af kroppen.
Det gjorde det svært at få de rigtige proportioner. Hvis vi havde tænkt mere over størrelsen fra starten, kunne vi have lavet en mere sammenhængende figur med bedre plads mellem de forskellige kropsdele.
En anden udfordring var, at vi ikke måtte kommunikere. Normalt ville man kunne sige til den næste person, hvor man gerne ville have, at tegningen skulle fortsætte, eller forklare hvad man havde tænkt. Her var vi nødt til at kommunikere gennem selve tegningen og de guidelines, vi efterlod. Det lærte mig, hvor vigtigt det er at gøre sit arbejde forståeligt for den person, der skal arbejde videre med det.
Mine refleksioner og hvad jeg har lært
Jeg har lært, at selv en meget simpel opgave kan kræve mere planlægning, end man først tror. Selvom vi kun skulle tegne en person, havde vores valg i starten af processen en direkte betydning for de personer, der arbejdede videre bagefter.
Det vigtigste, jeg lærte, var betydningen af proportioner og planlægning. Da vi begyndte stort og bredt, begrænsede det den næste del af processen. Jeg kunne derfor have arbejdet mere bevidst med størrelsen fra starten i stedet for bare at fokusere på at tegne hovedet.
Jeg lærte også noget om at arbejde uden verbal kommunikation. Guidelines blev en slags visuel kommunikation mellem gruppens medlemmer. Det viste mig, at når man ikke kan forklare sine idéer med ord, bliver det endnu vigtigere at lave tydelige overgange og give den næste person nok information til at fortsætte arbejdet.
Det, der var nemmest for mig, var selve tegningen, fordi vi kunne bruge vores grundlæggende tegnefærdigheder uden at skulle lære en bestemt teori eller et nyt program. Det sværeste var at tænke fremad og samtidig arbejde under tidspres. Vi havde kun cirka tre minutter til hver del, så vi skulle træffe beslutninger hurtigt.
Jeg tilegnede mig derfor viden gennem selve processen og ved at se, hvordan mine valg påvirkede resten af gruppens arbejde. I stedet for at lære gennem teori lærte jeg gennem praktisk erfaring, observation og ved at evaluere resultatet bagefter.
Hvad ville jeg gøre anderledes næste gang?
Hvis vi skulle lave opgaven igen, ville jeg foreslå, at vi startede med en mindre og smallere figur. På den måde ville vi have mere plads til alle kropsdelene, og det ville være lettere at holde proportionerne nogenlunde rigtige.
Jeg ville også være mere opmærksom på, hvor meget plads jeg brugte i min egen del, fordi jeg nu ved, at den næste person er afhængig af den plads, jeg efterlader.
Næste gang vil jeg derfor prøve at tænke mere på hele processen og ikke kun min egen del. Selvom man kun er ansvarlig for én del af opgaven, påvirker ens arbejde stadig de personer, der kommer bagefter.
Næste trin
Som næste trin vil jeg gerne blive bedre til at planlægge størrelsen og proportionerne af en tegning, før jeg begynder på detaljerne. Jeg vil også arbejde videre med at bruge visuelle guidelines mere bevidst, fordi opgaven viste, hvor effektive de kan være, når man skal samarbejde uden at kommunikere direkte.
Alt i alt var opgaven en sjov måde at arbejde kreativt sammen på, men den viste også, at et godt resultat ikke kun handler om selve tegnefærdighederne. Det handler også om planlægning, tydelighed og om at tænke på, hvordan ens arbejde bliver brugt af den næste person.
Leave a Reply