
1. Research og inspiration
Til dette projekt valgte jeg Choose Your Weapon (2010) af Banksy, en britisk street art-kunstner, der især er kendt for sin stencilkunst og samfundskritiske budskaber.
Værket forestiller en hætteklædt person, der holder en gøende hund i snor. Hunden er inspireret af Keith Haring, en amerikansk kunstner, der især i 1980’erne blev kendt for sine tydelige konturer, stærke farver og energiske figurer.
Jeg valgte værket på grund af kontrasten mellem Banksys mørke og rå udtryk og Keith Harings farverige og legende univers. Jeg ville undersøge, hvad der kunne ske, hvis de to kunstneriske stilarter smeltede sammen.
2. Koncept og fortælling
Koncept: Break the Chain
Min idé var at bringe Banksys værk til live ved gradvist at lade Keith Harings farverige univers overtage billedet.
Animationen starter med den oprindelige grå mur og hunden i snor. Når hunden gør, begynder græsset at vokse frem, og gule farvebølger spreder sig over muren. Derefter dukker tre dansende figurer op, inspireret af Keith Harings kunst.
Hunden samler til sidst energi og giver et kraftigt gø, der får kæden til at knække. De dansende figurer bevæger sig væk, hunden følger efter, og kameraet efterlader Banksy-figuren.
Animationen slutter med hunden og de tre figurer, der danser sammen i et farverigt univers.
Det centrale tema er kreativ frihed og at bryde fri fra begrænsninger. Jeg ville vise, hvordan kreativitet kan forvandle noget gråt og begrænsende til noget levende og udtryksfuldt.
3. Storyboard
Jeg planlagde animationen ud fra fem centrale scener, der skulle skabe en tydelig udvikling i fortællingen:
- Det oprindelige Banksy-værk præsenteres.
- Hunden gør, og græs og farver begynder at dukke op.
- Tre farverige, dansende figurer kommer frem.
- Hunden samler energi og sprænger kæden.
- Hunden slutter sig til danserne og efterlader Banksy-figuren.

4. Proces og animationsprincipper
Jeg brugte Figma og Photoshop til at forberede og adskille de forskellige grafiske elementer, inden jeg importerede dem i Adobe After Effects, hvor selve animationen blev lavet.
Jeg arbejdede blandt andet med layers, keyframes, pre-compositions, Scale, Opacity og Position. Derudover brugte jeg expressions til at få hunden til at vibrere og skabe screen shake ved det sidste kraftige gø.
Undervejs arbejdede jeg med flere af animationsprincipper:
- Anticipation: Hunden vibrerer og opbygger energi inden det sidste kraftige gø.
- Squash and Stretch: Hunden skaleres for at overdrive bevægelsen, når den gør.
- Timing: Hundens gøen, farveskift og figurernes bevægelser er timet, så animationen får en tydelig rytme.
- Staging: Kamerabevægelsen styrer beskuerens opmærksomhed mod hunden og de dansende figurer.
- Exaggeration: Det kraftige gø og screen shake understreger øjeblikket, hvor kæden knækker.
En af de største udfordringer var at koordinere de forskellige elementer og få overgangene til at fungere naturligt. Arbejdet med pre-compositions og keyframes gav mig en bedre forståelse for, hvordan man organiserer mere komplekse animationer.
5. Færdig animation
Det endelige resultat er en animation på cirka 50 sekunder, hvor Banksys oprindelige værk gradvist forvandles til et farverigt univers inspireret af Keith Haring.
Projektet gav mig mulighed for at eksperimentere med visuel storytelling og udvikle mine færdigheder i After Effects.
Leave a Reply